Press "Enter" to skip to content

Copenhell 2019

Det var mit andet år på Copenhell og bestemt ikke sidste gang.
Første gang var i 2018, og kun en enkelt dag modsat i år hvor det blev til 3 fede dage.

Vi havde vejret med os og det er altid et plus når man er på festival, det behøver ikke være 30 grader og fuld sol, tværtimod 20-25 grader og delvist overskyet er perfekt.
Så er det t-shirt lunt og man står ikke og steger i solen hele dagen, men nyder den når den titter frem en gang imellem.

Lært af erfaring havde jeg taget jernhesten med derud ellers er det en kamp at komme til en station ude fra Refshaleøen, der er et leben af busser, taxier, el-løbehjul og cykeltaxaer på den smalle vej, så det kan godt betale sig.
Vil dog anbefale at man ikke drikker sig helt ned inden turen går hjem.

Endnu gang blev jeg bekræftet i at “metal” folket er verdens mest rare, behagelige, hjælpsomme og betænksomme folkefærd.
Det kan godt være at nogen af dem ser lidt “skræmmende” ud med læderjakker, tatoveringer og kæmpe skæg, men udseendet bedrager.

Det er fedt at se når folk tonser rundt i moshpitten, slamdancer eller crowdsurfer foran scenen, så hjælper de og passer på hinanden hvis der er en der falder ned.
Udefra kan det godt se vildt ud og der er bare knald på, men folk respekterer hinanden og de har en fest.
Og nej, jeg deltager ikke i moshpitten mere, nu holder jeg mig på behørig afstand og nyder synet.

Torsdagen startede med et af de gamle grunge bands fra 90´erne, Stone Temple Pilots.
De er på banen med deres tredje forsanger, den oprindelige Scott Weiland, døde af en overdosis i 2013. Derefter hyrede de Chester Bennington fra Linkin Park men han begik selvmord i 2017. Han var, ligesom Scott Weiland, også afhængig af narkotika, og det er desværre en erhvervssygdom inden for branchen.
Nu har de hyret Jeff Gutt som blev nummer 2 i det amerikanske X Factor i 2014 og jeg synes han gør det ok, uden at være prangende.
Koncerten var egentlig fed nok, de spillede de fleste numre fra deres hit album “Core” fra 1992.
Eneste anke var at “hittet” Plush, som jeg selv har optrådt med mange gange, blev spillede i en underlig afdæmpet sing-a-long version, den ville jeg gerne have hørt i original udførelse, for fuld smadder.

Næste mand på den store Helviti scene var ingen ringere end Slash fra legendariske Guns N´ Roses.
I dag spiller han med Myles Kennedy and The Conspirators som jeg overhovedet ikke har noget kendskab til.
Som altid når man ingen forventninger har bliver man sjældent skuffet og det blev jeg heller ikke i denne omgang.
Jeg var godt underholdt og selvom Slash ser lidt oppustet ud fejlede humøret og spilleglæden ingenting, så alt i alt, godkendt.


Det er superfedt at der er 3 scener på Copenhell, så et kvarter senere, med frisk øl i bægeret startede næste band på Hades scenen, lige ved siden af hovedscenen.
Endnu et band som jeg aldrig har hørt (dem er der mange af) Halestorm.
Jeg har ikke så meget at sige om dem, det var straight up hard rock med en energisk dame i front som satte godt gang i festen.

Headlineren om torsdagen var Tool.
Tid til mere øl, hen og se om jeg kunne finde en plads omkring mit favoritområde, i nærheden af mixerpulten.
Jeg har set Tool en gang før og det var på Christiania 1993. De var opvarmning til Rage against the machine, som en del af en 2 dages koncert hvor Stone Temple Pilots og Mudhoney også var på plakaten, outstanding:-)
Uden at kende ret meget til deres musik, synes jeg at de leverede et brag af en koncert.
Mørket havde sænket sig over pladsen så lys og lyd gik op i en større helhed, folk var på så det var en god oplevelse.

Mæt af indtryk, mad og øl, gik turen til den lille scene, Pandæmonium.
Fiend fra Frankrig, som spiller opvarmning for Tool på deres Europaturne, fik fornøjelsen af at slutte torsdags programmet af.
De gjorde det hæderligt uden at være prangende, så det blev ikke til hele koncerten.
Min seng kaldte på mig og der ventede en ny dag i morgen.

Vi ankommer fredag ved 14 tiden, solen står højt på himlen, og de første øl skal tankes op i baren.
Vi fandt et godt sted på bakken så vi havde godt udsyn til Helviti scenen hvor Trivium var første navn.
Og lad mig sige det med det samme, hold nu kæft hvor de sparkede røv.
På et tidspunkt var der 5 forskellige Moshpits i gang forskellige steder foran scenen og støvet stod op i en sky over dem, det var fedt.
Der var også en del der crowdsurfede og folk havde generelt en fest, så blev fredagen skudt i gang.
Igen et band som jeg aldrig har hørt, men de spillede højt, hurtigt og tight, perfekt:-)



Efter Trivium gik jagten ind efter noget frokost.
Vi endte med en madpandekage og da madboden var lige ved siden af Pandæmonium scenen kunne vi lige så godt lure på Alien Weaponry. 3 unge knægte fra New Zealand havde taget turen til Copenhell og det tror jeg ikke de har fortrudt.
De har alle 3 rødder i Maori folket som er kendt for deres Haka dance, der som regel er forbundet med Rugby og andre sportsbegivenheder.
Alien Weaponry havde en shaman med der oplærte publikum i hakaén inden bandet kom på scenen.
Da drengene kom på scenen startede de med hakaén godt hjulpet på vej at de cirka 6.000 der havde fundet vej til den lille scene, priceless.
Jeg tror aldrig de har spillet for så stort et publikum før, de fyrede den bare af og de var næsten helt rørt bagefter.

Jeg indsætter lige en artikel fra New Zealand:

6000 Danish heavy metal fans perform haka for Kiwi band

Author NZ Herald, SectionEntertainment, Publish Date Monday, 24 June 2019, 11:05AM

More than 6000 heavy metal fans have gone viral after they performed a spine-tingling haka alongside New Zealand te reo thrash metal band Alien Weaponry at a music festival in Denmark over the weekend.

The Northland-based band took to the stage at the Copenhell festival in Copenhagen and opened the show with a traditional haka, a performance they like to do at the beginning of every show.

Before starting, the band welcomed Kane Harnett-Mutu on stage, a Kiwi who has been teaching the haka in Denmark for more than 20 years.

As the three-piece band finished their welcome, they were left stunned when the 6000-strong crowd and Harnett-Mutu responded to the group with their own haka.

Copenhell’s communications chief, Morten Skovgaard, requested the crowd respond to the band as a way to “express their respect for both the band and Māori culture”.
In a video posted on the festival’s social media pages, organisers say “two different cultures met in a shared, emotional and powerful experience”.

“More than 6000 metalheads yesterday, New Zealand Alien Weaponry welcomed Copenhell with the craziest haka greeting the band has ever experienced,” the festival organisers wrote.

Harnett-Mutu also took to social media to thank the crowd for their amazing performance and said he was honoured to be given the opportunity to organise a 6000-strong haka.

“The crowd were so energised and incredibly respectful. They opened their arms and embraced their haka and through it… A deeper connection to Te Ao Māori and the band.

Et hilsen fra bandets Facebook:

COPENHELL!!! … What a AWESOME turnout from you crazy Danish MFs … We LOVE your country … And the haka you did for us was amazing … Mihi nui ki a kotau katoa … We are driving to Hellfest Open Air Festival in France now … See you tomorrow \m/\m/
#WorldTour #Copenhell #Denmark

Så blev det tid til en tur i Biergarten.
Som navnet måske antyder er det et kæmpe øl telt med langborde og bænke.
Må man stå på borde og bænke, ja det må man godt.
Når der ikke er en DJ der sørger for musikken er der et live-metalkaraoke band der spiller op til fest.
De kan spille stort set alt inden for metal genren og hvis den modige sanger der hopper op på scenen, uvist af hvilken grund skulle have glemt teksten, er der en back up sanger der træder til og hjælper, samt alle de gæster der er i teltet, hvem sagde fest.

Klokken 21.30 blev det tid til Clutch på Hades scenen, et amerikansk hard rock band der svingede ok.
Fin opvarmning til dagens absolutte højdepunkt: Slipknot.
På ny havde mørket sænket sig og det passede perfekt til det show som de maskeklædte amerikanere diskede op med.
Musikstilen er en pæn blanding af mange genre inden for metal og da jeg ikke kender deres musik har jeg svært at sætte dem i bås.
Det var også lige meget, sikke et show de fyret, god og HØJ lyd, krydret med maske mænd der hamrede på tromme med baseballkøller fik de tændt op for publikum, fedt, fedt.
De er kommet på min Bucket liste og venter bare på at de kommer Danmark igen, gerne i K.B. Hallen.


Efter den omgang var det tid til en godnat øl plus lidt natmad.
Klokken ramte 00.45 og vi blev nødt til at se de Østrigske Blackened death metal fyre, Belphegor inden vi gik hjem.
Meeeeen jeg må indrømme at det var lidt for meget larm efter min smag, men flotte det var de:-)

Lørdag startede med bulder og brag på Pandæmonium scenen.
While she sleeps fra Sheffield lagde hårdt ud men lidt for hårdt og lidt for tidligt.
Så vi indfandt os på Hades scenen hvor Eluveitie fra Schweiz spillede op til fest.
De spiller folk metal, hvor der udover guitar, bas og trommer også indgår fløjte, harpe, violin, sækkepibe og drejelire!
Det fungerede sgu meget godt, solen skinnede, øllet var koldt og “tung” som tredjedagen på en festival kan være, var det lige det der skulle til.


Vi blev siddende på bakken og nød det gode vejr imens Living Colour begyndte på Hades scenen.
Jeg var lidt spændt på hvordan de ville gribe det an med deres funk metal. De har lavet nogle fede numre i slut firserne men jeg har ikke hørt noget til dem siden.
De gjorde det faktisk ok, men ikke bedre end vi forlod dem efter en halv time for at proviantere.

17:30 gik Glenn Hughes, bassist fra legendariske Deep Purple på Hades scenen.
Med sig havde han 2 danskere i bandet, Jesper Bo Hansen på orgel og Søren Andersen på guitar.
Hughes er også kendt som The voice of Rock, og det gav han flere prøver på.
Det var fedt at høre mange af de gamle Deep Purple numre specielt Smoke on the water som stort set ALLE kender, det var sgu godkendt.

Næste act på Helviti scenen var Amon Amarth, opkaldt efter dommedagsbjerget i Ringenes herre.
De svenske vikinge rockere leverede i den grad varen.
Anført af frontmand Johan Heggs dybe growl var der fuld smæk på.
Overraskende melodisk, det holdt hele vejen, superb.

Vi bevægede os cirka 30 meter til højre så vi stod foran Hades scenen for at se tribute showet, Ten years in Hell.
Ikke mindre en 40 danske musikere fra forskellige bands var skiftevis på scenen hvor de blev blandet på kryds og tværs.
Og med en sætliste bestående af numre fra blandt andet AC/DC, Pantera, Slayer, Black Sabbath og Metallica kunne det ikke gå galt.
Med Copenhells faste konferencier Carsten Holm og Jacob “Copper” Binzer fra DAD som toastmastere blev der leveret en masse anekdoter ud til publikum.
Jeg vil ikke nævne alle 40 musikere her, det kan googles andetsteds.
Men man kan ikke komme uden om Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy, hold nu kæft hvor han bare kan spille guitar, jeg bukker og nejer.

Efter den omgang valgte vi at besøge “Tutten” Bodega for at komme ind at sidde lidt ned og nyde et par drinks inden aftens finale, Scorpions.
Man kan godt mærke at man har stået mere op i de tre dage end man er vant til, men det er simpelthen bare federe at høre musik stående, period!

Sidst jeg så Scorpions var i april 2017, så der var dem jeg hellere havde set headline denne lørdag aften.
Når det så er sagt var det sgu en udmærket koncert de fik braget afsted.
Nok mest på grund af at 10 af numre var fra 3 af mine absolut favorit Scorpions skiver, Love Drive, Animal Magnetism og Love at first sting.
En værdig afslutning på 3 dages fed festival, som jeg med garanti er at finde på i 2020.


Vi lukkede og slukkede med festivalens sidste navn, Uada på Pandæmonium scenen kl. 01.15.
Ikke at jeg kan husker så meget fra den koncert, men vi var i højt humør og havde svært ved at slippe festivalen, så den sidste godnatbajer blev inhaleret til tonerne af høj Gotisk Thrash metal fra USA.
Det eneste rigtige punktum at sætte på den festival.



Første kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *