Press "Enter" to skip to content

Julen står for døren!

Så luk den ind😀

Så er det den tid på året, hvor de fleste mennesker skal igennem et stort program.
En måned der kan tage pusten fra de fleste.
Fyldt med julefrokoster, indkøb af gaver, hvor skal vi holde jul og hvem laver hvad.
For nogen er det den bedste tid på året og andre kan ikke fordrage den.
Jeg har altid set det som børnenes fest.

Jeg har nået en alder hvor jeg ikke rigtigt ønsker mig noget, medmindre det er en personlig gave, en perleplade, en tegning eller noget helt tredje.
For mig handler det om hyggen, den gode (fede) julemad og at give gaver.
Traditionen tro starter juleaften kl. 16.00 med Disneys Juleshow, et glas et eller andet og en hjemmebagt vaniljekrans, mens duften fra stegen breder sig i stuen.
I mit barndomshjem fik vi franske kartofler til maden, der er stadig delte meninger om det hører sig til😂

Jeg må også konstatere at mængden, typen og prisen på gaver til børn er steget markant siden jeg var barn og det er naturligt nok.
Hvis jeg lige spoler tiden tilbage til 1971, hvor jeg var 7 år, kan jeg stadig genkalde mig den spænding der lå i luften når julen nærmede sig.
Der var også mange ting på ønskelisten og som regel én stor/dyr ting som man havde snakket om et halvt år op til.
Det var, uden sammenligning, den bedste måned på året.
Jeg hjalp min storesøster med at lave havregryns kugler, eller nok mest med at “prøve” smage dem.
Min mor havde sørget for en pakkekalender og jeg havde selvfølgelig også både Børnenes julekalender købt på posthuset (senere hed den Børnenes U-landskalender) og en chokolade julekalender.
I fjernsynet så vi tegnefilm, Scooby Doo, om morgenen fra Sverige og julekalender med Ingrid og Lillebror på DR1 om aftenen.
Der var ikke så mange kanaler at vælge imellem dengang.

Min far er fra Holland og der hedder julemanden Santa Claus.
I Holland får man gaver den 5 december om aftenen.
Der landede altid en stor pakke fra familien i Holland fyldt med godter, gaver og store chokolade bogstaver.
Så vi tyvstartede lidt, men de fleste gaver blev gemt til den 24 december.
Jeg husker specielt Märklin togbanen, en boksearena med 2 boksere og legstøjebiler i alle afarter, som det helt store hit.

En anden ting som jeg også husker med glæde var turen til København for at se den store juleudstilling i Daells Varehus.
Det var lidt af et tilløbsstykke, med det store nisselandskab og et elektrisk tog som kørte i ring over broer og bjerge, når man trykkede på kontakten uden for vinduet.
Og så var der årets Disney julefilm som naturligvis skulle ses i Metropol biografen på Strøget.
Også dagene efter juleaften var dejlige.
Ud og lege og kælke med alle vennerne fra kvarteret, jeg husker det som om der altid var sne dengang, eller bare fordybe sig i alle de gaver man havde fået.

Første kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *