Press "Enter" to skip to content

Motion

Med tanke på at lyde dobbeltmoralsk jævnfør mit indlæg “Uperfekt” om kvinder og slankekure, kan jeg ikke helt sige mig fra at jeg også er en lille smule forfængelig.
Jeg dyrker motion, næsten hele året rundt, af flere årsager.

Fra april til oktober løber jeg i parken tæt på hvor jeg bor.
Jeg kan godt lide at løbe, det er afstressende og det hjælper mig med at få mine tanker på plads.
Derudover får jeg en bedre kondi, mere energi og er med til at holde min vægt på et, for mig, acceptabelt niveau.
Guleroden efter endt løbetur er noget så politisk ukorrekt som en kold øl🍺

For at motivere mig selv yderligere, er årets definitivt sidste løbetur henlagt til Dyrehaven i Klampenborg, hvor jeg deltager i Eremitageløbet.
Det er 10’ende gang jeg deltager, og udover en stor medalje som alle der gennemførte fik grundet 50 års jubilæum, modtog jeg også 10’års nålen med posten🏅

Som noget nyt, og her kommer min forfængelighed til udtryk, er jeg også begyndt at træne andre dele af kroppen, efter endt løbetur.
Der er opsat en del udendørs motionsredskaber i parken, som jeg benytter til at lave mavebøjninger, armbøjninger og squats som selv Louise “Twerk Queen” Kjølsen vil misunde😂

Så kommer efteråret og med det hiver jeg romaskinen frem, eller i det mindste tænker jeg på det.
Der kan godt gå lidt tid inden jeg får taget mig sammen og når den så endelig er sat op….. ja, så kan der igen godt gå noget tid inden jeg får taget mig sammen.
Den står ellers dejlig bekvemt foran fjernsynet, så jeg kan benytte mig af den mulighed imens jeg træner, ellers putter jeg bare noget musik i ørerne.
Når først jeg kommer igang er det faktisk rigtig god træning.
En halv time til tre kvarters intensiv roning giver sgu sved på panden og udover kondi er det den bedste helkropstræning man kan byde sin krop.

Med tanke på min, til tider laissez faire tilgang til romaskinen så springer jeg på spinningcyklen, senest primo januar.
Det er sjovt at se så mange nye der tydeligvis har gang i et nytårsforsæt eller har fået et medlemskab i julegave.
Alle holdene er som regel fyldt op i hele januar, men så falder antallet støt og roligt i takt med at de fleste “nybegyndere” falder fra.
Tak for det, så er der plads til os andre.

Spinning er en rigtigt god “fatburner”, det er ikke alle der kan lide det, men jeg synes det er sjovt.
Selvfølgelig kan det godt være hårdt, især når man står op i pedalerne i længere tid af gangen.
No pain, no gain.
Det komme også an på om det er en god instruktør og at det er noget ordentligt musik, der brager ud af højttalerne.

Som sagt handler det om at have balance i tingene, som Kaptajn Jespersen yndede at sige: “mens sana in corpore sano”, “en sund sjæl i et sundt legeme”.
Igen, alt med måde, jeg tæller ikke kalorier eller skal løbe et bestemt antal kilometer, på bestemte dage.
Nogen dage er bedre end andre, så husk at lytte til kroppen og nyd det.
Og vil lige tilføje at jeg aldrig bliver medlem af MAMIL (Midaldrende Mænd i Lycra) gruppen, har heller ikke ambition om at deltage i en Ironman eller løbe et marathonløb.
Jeg har løbet en halvmarathon, Broløbet i 2010 i tiden 1:45:37 og den kommer jeg aldrig i nærheden af at slå, så på det punkt har jeg fået opfyldt mine ambitioner.

Første kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *